Ansøg om midler

Fremtidens grønne løsninger bygger på biologi

Ny podcast stiller skarpt på potentialet og barriererne for at bruge biosolutions til at hjælpe os med den grønne omstilling af samfundet.

Der ligger et kæmpe potentiale i at få biologiske videnskaber og teknologi – de såkaldte biosolutions – til at hjælpe os med den grønne omstilling. Hvis vi blot anvendte de bioteknologier, som vi kender i dag, vil vi kunne nedbringe verdens CO2-udledning med otte procent!

Anders Spohr står i spidsen for Novo Holdings’ investeringer i biosolutions, og han ser en stigende interesse for at anvende bioteknologiske løsninger inden for en række erhverv.

I det nyeste afsnit af podcasten Mikroskop uddyber Anders Spohr, hvordan investeringer i virksomheder, der bruger naturens egne kræfter, kan hjælpe os godt på vej i den grønne omstilling af samfundet.

Han fremhæver samtidig, at alt for få gode løsninger baseret på biosolutions i dag bliver bragt på markedet i stor skala – i hvert fald i Europa. Det skyldes i høj grad en langstrakt godkendelsesproces, hvor det tager omkring syv år at få godkendt et nyt produkt baseret på biosolutions. En proces, der til sammenligning tager to år i USA.

Dermed går vi både glip af løsninger, der kan hjælpe os med den grønne omstilling, og en videreudvikling af en sektor, hvor Danmark står med meget stærke kort på hånden.

Mikroskop udgives af Novo Nordisk Fonden og produceres i samarbejde med Kontekst & Lyd og Podcastbureauet. Alle afsnit kan høres her.

 

Yderligere information

Sabina Askholm Larsen
Senior Communications Partner
+45 2367 3226 [email protected]