Ansøg om midler

Hvordan Ser Fremtidens Videnskabsformidling Ud?

Novo Nordisk Fonden bevilger 1 mio. kr. til international konference om videnskabsformidling i København.

De senere års krise hos de traditionelle medier og etablering af nye medier har skabt udfordringer, men også muligheder for journalistikken – herunder inden for videnskab, hvor formidlere og journalister har brug for at nytænke deres rolle.

Novo Nordisk Fonden har derfor bevilget 1 mio. kr. til Danske Videnskabsjournalister som bidrag til afholdelse af konferencen European Conference of Science Journalists 2017 i København.

Konferencen har som hovedformål at styrke dansk og europæisk forskningsformidling i medierne. Det skal ske ved at skabe nye samarbejder på tværs af fagdiscipliner, medier og landegrænser, så videnskabsjournalistikken i højere grad kan drage fordel af de mange muligheder, den nye medievirkelighed skaber, herunder formidlingsmuligheder via sociale medier.

Formand for Danske Videnskabsjournalister Jens Degett udtaler: ”Videnskabsjournalister og videnskabsformidlere har brug for at finde deres rolle i den nye medieverden med ændrede vilkår og større fokus på sociale medier. Ændringerne i mediebilledet bringer også muligheder med sig. Det er blevet lettere at dele viden både lokalt og globalt, og kontakter og kilder kan med enkle midler bringes i spil. Dette kan potentielt bidrage til en mere nuanceret og bredere forståelse af forskning og videnskab”.

Konferencen vil være en platform for dialog om og produktion af videnskabsformidling.

Europas førende medier samt videnskabsjournalister fra hele verden vil deltage i konferencen, der også vil inddrage en lange række øvrige danske og internationale interessenter, herunder universiteter. Konferencen vil endvidere involvere børn og unge gennem bl.a. en national konkurrence for alle landets gymnasier om videnskabsformidling i samarbejde med ASTRA.

Dagnia Looms, Head of Strategic Awards i Novo Nordisk Fonden, siger:

“Videnskabsformidling gør os klogere og skaber nye ideer. Samtidig er den afgørende for, at forskningen nyder tillid og opbakning i befolkningen. God formidling medvirker endvidere til generelt at øge interessen for videnskab i samfundet, herunder blandt børn og unge, der derved stimuleres til på længere sigt at vælge en karriere inden for forskning.”

I alt forventes 800-1.000 deltagere til konferencen, der finder sted 26.-30. juni 2017 i DR Koncerthuset og IT-Universitetet i København.

OM DANSKE VIDENSKABSJOURNALISTER

Danske Videnskabsjournalister har siden 1976 arbejdet for at fremme kommunikation og journalistik om videnskab samt at udveksle erfaringer blandt videnskabsjournalister i Danmark og internationalt.

Danske Videnskabsjournalister samarbejder med forskere, ministerier, institutioner, virksomheder og organisationer med henblik på at fremme og til stadighed forbedre kommunikationen om videnskab. Læs mere på Danske Videnskabsjournalisters hjemmeside: www.videnskabsformidling.dk

YDERLIGERE INFORMATION:

Jens Degett, formand, Danske Videnskabsjournalister, mobil: +45 2784 6500

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, mobil: +45 3067 4805