Et nyt interdisciplinært forskningssamarbejde mellem North Carolina State University (NC State) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) vil afdække nye bio-baserede metoder til at håndtere CO2-udledninger samt bane vejen for en bæredygtig produktion af gødning.
To af de presserende udfordringer, verden står overfor, er at få nedbragt vores CO2-udledninger samt finde mere miljøvenlige måder at fremstille gødning på. Ambitionen med det nye interdisciplinære forskningssamarbejde mellem NC State og DTU, kaldet Biocatalyst Interactions with Gases (BIG) Collaboration, er at undersøge og finde nye enzym-baserede metoder, der, så snart de skaleres op, vil kunne minimere CO2-udledninger fra industrien såvel som reducere energiforbruget ved ammoniakproduktion.
NC State kommer til at lede BIG Collaboration, som Novo Nordisk Fonden har finansieret med en bevilling på 50 mio. kr. over en femårig periode.
Torben V. Borchert, der er Scientific Director i Novo Nordisk Fonden, udtaler: “I fonden er vi rigtigt glade for at være med til at søsætte og støtte dette ambitiøse interdisciplinære projekt, som vil være med til at give os en dybere forståelse for fundamentale biologiske spørgsmål.” Han tilføjer: “Projektet har et stærkt potentiale for at udvikle nye bæredygtige processer for produktionen af essentielle kemikalier, hvilket vil have store samfundsmæssige fordele.”
Med den seneste bevilling til BIG-samarbejdet har Novo Nordisk Fonden i alt bevilget knapt 250 mio. kr. til NC State på tværs af 10 forskellige fagdiscipliner. Partnerskabet bidrager til at fremme forskningsmiljøet for studerende og ansatte, og er med til at drive innovation og udvikling af forskningsbaserede løsninger.
Du kan læse mere om BIG-samarbejdet her.