AF MORTEN BUSCH
De kommer som en tyv om natten. Langsomt snigende – uden at man er beredt. Type 2-diabetes og Parkinson invaliderer, på hver sin vis, langsomt de mennesker, der rammes. Nu har forskere afsløret en molekylær mekanisme bag udviklingen af type 2-diabetes, som til forveksling ligner den bag Parkinson. Dermed kan vejen være banet for ny behandling af type 2-diabetes.
Over 250.000 danskere er diagnosticeret med type 2-diabetes, og lige så mange menes at have sygdommen uden at vide det. Sygdommen skyldes formentlig usund kost og for lidt motion. Konsekvensen er en stadig dårligere blodsukkerregulering med alvorlige konsekvenser såsom hjertekarsygdomme, øjenkomplikationer og amputationer.
De alvorlige konsekvenser og den stærke stigning har igangsat en intens forskning i forbindelsen mellem kost, motion og den insulinresistens, der forårsager sygdommen. For få år siden kom forskere på sporet af, at såkaldte amyloide polypeptider kunne spille en væsentlig rolle i nedbrydningen af de insulinproducerende betaceller og dermed i udviklingen af sygdommen. Den ny forskning har nu sporet den proces helt ned på molekylært niveau.
Hormonet hIAPP – humant islet amyloidt polypeptid – er en naturlig del af den menneskelige fysiologi, idet det udskilles sammen med insulin til at regulere blodsukkerniveauet. Hormonet er et 37 aminosyrelangt peptid, men hormonet kan også samle sig i mindre eller større samlinger – de såkaldte fibriller. Forskerne har nu fundet frem til, at det er dem, der kan binde sig til og ødelægge betaceller og disses evne til at producere insulin.
Amyloide polypeptider er som nævnt ikke kun et problem i forbindelse med type 2-diabetes. Hjernesygdomme såsom Parkinson og Alzheimer skyldes ligeledes fibriller af polypeptider, der binder sig til og ødelægger celler. Da sygdommene skyldes et? naturligt forekommende protein, der af forskellige grunde begynder at danne større klynger, forklarer dette også, hvorfor alle mennesker potentielt kan blive ramt af både type 2-diabetes, Parkinson og en række andre sygdomme.
Den ny forskning udpeger også, hvilken del af hIAPP-hormonet der binder til kroppens betaceller. Det åbner for muligheden for at finde ny behandling i form af f.eks. antistoffer, der kan forhindre skabelsen af fibriller, eller at fibrillerne binder sig til betacellerne og ødelægger disses evne til at regulere vores blodsukker.
Artiklen Atomic structures of fibrillar segments of hIAPP suggest tightly mated β-sheets are important for cytotoxicity er udgivet i tidsskriftet eLife. Medforfatter professor Gunilla T. Westermark fra Uppsala University i Sverige modtog i 2015 støtte fra Novo Nordisk Fonden til projektet ”IAPP aggregation in disease.”
