Ansøg om midler

NIVI ansætter direktør og CEO til at lede vaccineforskning og -udvikling

Novo Nordisk Foundation Initiative for Vaccines and Immunity (NIVI), som er et partnerskab mellem Novo Nordisk Fonden og Københavns Universitet, har ansat Nicholas Jackson som administrerende direktør og CEO. Han indtræder 1. maj 2024. Ansættelsen af den nye direktør udgør en strategisk milepæl i NIVIs målsætning om at forbedre den globale sundhed gennem vacciner. 

NIVI, som blev præsenteret i december 2023, består af to enheder: Novo Nordisk Foundation Center for Vaccines and Immunity (NCVI), som er et state-of-the-art forskningscenter forankret på Københavns Universitet, og Novo Nordisk Foundation Vaccine Accelerator (NVAC), som er et selskab ejet af Novo Nordisk Fonden, og som skal fremme translationen og udviklingen af nye vacciner. Statens Serum Institut (SSI) er en nøglepartner i initiativet.  

Nicholas Jackson vil både fungere som administrerende direktør for NCVI og CEO for NVAC. Han vil spille en vigtig rolle i NIVIs arbejde med at skabe større indsigt i systemisk immunitet og immunitet i luftvejene og udvikle vacciner, som vil ruste verden bedre mod luftbårne sygdomme som influenza, tuberkulose og gruppe A-streptokokker. Ved at forene ekspertisen og skabe synergi mellem NCVI og NVAC vil Nicholas Jackson sikre, at innovativ forskning omsættes til at udvikle håndgribelige løsninger, som kan være med til at bekæmpe trusler mod folkesundheden. 

“Infektion i de nedre luftveje er de mest dødelige smitsomme sygdomme og den fjerde hyppigste dødsårsag på verdensplan. Jeg er stolt af, at jeg som administrerende direktør/CEO i NIVI kan lede et paradigmeskifte, der skal sikre, at ny viden om immunitet i luftvejene kan føre til udvikling af nye vacciner,” siger Nicholas Jackson. 

Nicholas Jackson har mere end 25 års erfaring inden for infektionssygdomme, vacciner, immunterapi, R&D og vaccineindustrien og han er således den rette til at styre NIVI i retning af innovation og banebrydende resultater inden for forskning og udvikling af vacciner til bekæmpelse af luftvejssygdomme.  

‘Den helt rigtige’
Dekan Bente Merete Stallknecht fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet er glad for, at valget faldt på Nicolas Jackson, som formår at skabe og forstå dynamikkerne bag grundforskning og omsætte dem til klinisk brug. 

“Vi er glade for at kunne byde Nicholas Jackson velkommen som leder for NIVI. Hans omfattende erfaring og resultater inden for vaccineudvikling gør ham til den helt rigtige til at forbinde NIVIs videnskabelige arbejde og dets kliniske udvikling. Hans lederskab vil uden tvivl fremme samarbejdet mellem initiativets to arme,” siger hun. 

Senior Vice President for Infektionsmedicin i Novo Nordisk Fonden, Peter Lawætz Andersen, er enig:  

”Nicholas Jacksons omfattende ledererfaring, samarbejdsevner, strategiske vision og dokumenterede resultater stemmer perfekt overens med selve visionen for NIVI. Han vil sikre, at NIVI udvikler sig til at blive et internationalt anerkendt center for translationel forskning.” 

Mellem forskning, innovation og klinisk afprøvning 
Nicholas Jackson har en baggrund som forsker i infektionssygdomme, immunologi og molekylærbiologi med en kandidatgrad fra London School of Hygiene & Tropical Medicine og en ph.d.-grad fra University of Warwick. Han har haft flere lederstillinger i store R&D virksomheder som GSK, Pfizer, Sanofi og Clover Biopharmaceuticals, hvor han har ledet globale vaccineudviklingsprogrammer, hvilket har ført til licensen af flere produkter. Han har også arbejdet med folkesundhed ved the Coalition for Epidemic Preparedness Innovations (CEPI) og International AIDS Vaccine Initiative (IAVI). 

Inden NIVI, er NCVI ansvarlig for forskning og uddannelse, mens NVAC skal sikre effektiv udvikling af nye vaccinekandidater ved at omsætte centrets forskningsresultater til kliniske fase 1- og fase 2-forsøg. NVAC vil også være ansvarlig for robuste udviklingsplaner, der sikrer, at forskningen kan afsættes til videreudvikling. NIVI favner således hele processen med grundforskning, innovation og klinisk afprøvning, samt mellem rammebetingelser og udvikling. Som initiativets spydspids står Nicholas Jackson for at koordinere samarbejdet med forskning og udvikling, så målsætningen om at udvikle livreddende vacciner realiseres. 

NCVI er forankret ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet. Institutleder og professor Charlotte Bonefeld fremhæver det internationale perspektiv, den nye administrerende direktør/CEO kommer med: 

”Jeg er glad for at kunne byde Nicholas Jackson velkommen til instituttet som administrerende direktør/CEO for NIVI. Han har en imponerende track record og stor ekspertise inden for innovation og vaccineudvikling. Han bidrager med et unikt internationalt perspektiv, og jeg er derfor sikker på, at Nicholas Jackson vil blive et stort aktiv for instituttet og lede NIVI sikkert i retning af sine ambitiøse mål,” siger hun. 

Om NIVI 

  • Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 1,8 milliarder kroner til Novo Nordisk Foundation Initiative for Vaccines and Immunity (NIVI), hvoraf op til 1,4 milliarder er en bevilling til Københavns Universitet til at etablere NCVI. 
  • Fra 1. maj 2024 ledes NIVI af Nicholas Jackson. 
  • NIVI vil blive etableret i to faser: Fase I (2024-2027) vil involvere rekruttering, udvikling af nye internationale partnerskaber og etableringen og udviklingen af nøgleprogrammer. Ved Fase II (2028-2031) vil NIVI være fuldt udbygget og omfatte 150-200 medarbejdere baseret i København. 
  • En af initiativets nøglepartnere er Statens Serum Institut (SSI). SSI bidrager med omfattende ekspertise inden for vaccinedesign og -udvikling samt relevante forskningsprogrammer og infrastruktur. 
  • Nicholas Jackson skal lede de to enheder, der tilsammen udgør NIVI: Novo Nordisk Foundation Center for Vaccines and Immunity (NCVI) og Novo Nordisk Foundation Vaccine Accelerator (NVAC). 

Læs mere om NIVI her.

Yderligere information

Judith Vonberg
Communications Specialist
+45 4172 7925 [email protected]