Ansøg om midler

Novo Holdings satser 1 mia. kr. i kampen mod antibiotikaresistens

Antibiotikaresistens er et voksende globalt problem. På mandat af Novo Nordisk Fonden lancerer Novo Holdings i dag en ny fond, der skal være med til at bekæmpe antibiotikaresistens. Fonden, der får navnet ’REPAIR Impact Fund’, får en kapital på 1 mia. kr. til at investere i cirka 20 lovende projekter i de kommende år. Håbet er, at initiativet kan være med til at udvikle nye lægemidler til behandling af infektioner.

Der er et presserende behov for at udvikle nye måder til at bekæmpe antibiotikaresistens. Flere end 700.000 mennesker dør hvert år af infektioner, som er resistente over for antibiotika. I 2050 ventes antibiotikaresistens at slå flere mennesker ihjel end kræft gør i dag, hvilket kan føre til et tilbageslag for verdensøkonomien og mange medicinske fremskridt.

”Antibiotikaresistens er en af de største trusler mod sundheden, som verden står overfor. Oprettelsen af denne nye fond afspejler vores vision om at yde betydende bidrag til forskning og udvikling, som forbedrer menneskers helbred og velfærd. En række af verdens førende eksperter inden for området vil være tilknyttet initiativet, der vil drage nytte af Novo Holdings ekspertise i at investere og udvikle virksomheder,” siger Sten Scheibye, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden og Novo Holdings.

REPAIR Impact Fund får et samlet kapitalgrundlag på DKK 1 mia. til at investere i virksomheder inden for tidlig udvikling af lægemidler til at imødegå antibiotikaresistens. Fonden ventes at investere DKK 120-240 mio. årligt over en 3-5 årig periode i cirka 20 projekter i Europa og USA. Håbet er, at fondens investering vil føre til, at der udvikles nye lægemidler, som kan behandle infektioner, der er eller risikerer at blive resistente over for den antibiotika, der findes på markedet i dag.

”Vi mener, at en årsag til dette problem skyldes en ugunstig kommerciel fremtidsudsigt for udvikling af nye produkter, og det er grunden til, at vi nu har valgt at anvende en investeringsløsning i tillæg til Novo Nordisk Fondens øvrige donationer på området. Vi tror, at det kommercielle perspektiv vil hjælpe med at fokusere på værdien af disse livsvigtige lægemidler og bidrage til en mere bæredygtig fremtid for ny innovation inden for antibiotika” siger Steen Riisgaard, næstformand for Novo Nordisk Fonden og bestyrelsesmedlem i Novo Holdings.

På trods af den aktuelle trussel, mangler der finansiering til den tidlige udvikling af nye lægemidler. Dette gør sig især gældende fra ”lead” optimering op til fase 1-data, hvor manglende kliniske data gør det svært at tiltrække kapital. Novo Holdings har en unik position i forhold til at imødekomme dette udækkede behov. Selskabet har en langsigtet investeringshorisont, hvilket betyder, at det kan forfølge ambitiøse strategier uden krav om øjeblikkelige afkast. Endvidere har Novo Holdings kompetencer til at understøtte udviklingen af ​​lovende behandlingsmidler samt en succesfuld investeringshistorik i otte virksomheder, der udvikler medicin mod infektioner.

”Med vores størrelse, vision og kompetencer kan vi tilbyde den nødvendige støtte til forskere og virksomheder. Vi har samlet 10 af verdens førende eksperter inden for antibiotikaresistens til at hjælpe os, så vi ser frem til at investere i og støtte de mest lovende projekter. Vi er motiveret af muligheden for at gøre en væsentlig forskel for global sygdomsbehandling,” siger Kasim Kutay, CEO i Novo Holdings.

Novo Holdings opretter på vegne af Novo Nordisk Fonden REPAIR Impact Fund.

REPAIR står for Replenishing and Enabling the Pipeline for Anti-Infective Resistance.

Læs mere og se video om projektet her: www.repair-impact-fund.com

Yderligere information

Aleks Engel, Partner, Novo Holdings,
+45 3067 4796, [email protected]

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Holdings
tlf.: 3067 4805, [email protected]