Novo Nordisk Fonden har bevilget 25 mio. kr. til etablering af to professorater inden for proteinforskning ved Institut for Bioteknologi og Biomedicin (DTU Bioengineering) ved Danmarks Tekniske Universitet.
Formålet med etablering af professoraterne er at yderligere styrke forskning og uddannelse inden for anvendt proteinvidenskab og -teknologi ved DTU Bioengineering. Bevillingen går til ansættelse af to professorer på internationalt niveau inden for hhv. enzymfunktion og protein-biofysik.
”Ansættelsen er et stort skridt på vejen i vores bestræbelser på at skabe fremtidens ingeniører med speciale i anvendt proteinvidenskab og -teknologi til gavn for rigtig mange fødevare-, biotek- og farmavirksomheder i Danmark,” siger institutdirektør Bjarke Bak Christensen, DTU Bioengineering.
Bevillingen skal endvidere bidrage til at skabe nye tværfaglige samarbejder inden for proteinforskning imellem de institutter, som tilsammen udgør life-science og bioengineering på DTU.
Styrkelsen af forskning og uddannelse i proteiner er samtidig et led i instituttets overordnede strategi om at skabe tætte samarbejder med industrien, idet de to professorer forventes at danne et stærkt forskningsmiljø med et overordnet fokus på proteinfunktionalitet og med et stærkt industrielt bioteknologisk perspektiv.
YDERLIGERE INFORMATION:
Mette Haagen Marcussen, kommunikationschef, DTU Bioengineering, tlf.: 2371 2310, [email protected]
Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, [email protected]