Novo Nordisk Fonden har bevilget DKK 9 millioner over tre år til afholdelse af konkurrencen Unge Forskere – Danmarks største talentkonkurrence inden for naturvidenskab for børn og unge. I konkurrencen dyster elever ved grundskoler og gymnasier på opfindsomhed og gode ideer.
Konkurrencen søger at stimulere og øge interessen for naturvidenskab, teknologi og innovation blandt børn og unge i Danmark.
Novo Nordisk Fonden har støttet afholdelse af Unge Forskere siden 2011 og har i alt bevilget DKK 15 millioner til konkurrencen.
Samtidig har Novo Nordisk Fonden bevilget DKK 1 million til en ny TV-programserie på DR, der over 5 udsendelser følger en gruppe piger og drenge, der deltager i Unge Forskere 2015: Fra de starter forberedelserne på skolen, over mulig udtagelse til semifinalerne og frem mod finalen i Forum i København. Programserien følger også seniordeltagere på camp som forberedelse til finalen.
Programserien er målrettet DR’s ungdomskanal DR ULTRA.