Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden øremærker 20 mio. kr. til afghanske flygtninge

Foto: ©UNHCR/Asif Shahzad

Konflikt i Afghanistan har igennem de sidste 40 år sendt millioner af mennesker på flugt, både internt i landet og i regionen. Den aktuelle humanitære krise i Afghanistan kan lægge yderligere pres på regionen, der i stigende grad har brug for hjælp til at styrke dets beredskab og sikre humanitær hjælp til både eksisterende og mulige nytilkommende afghanske flygtninge.

En bevilling på 20 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden vil hjælpe UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, med at skabe bedre forhold for afghanske flygtninge i Pakistan.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen siger:

“De humanitære behov i Afghanistan og blandt flygtningebefolkningerne i nabolandene er massive, ja hjerteskærende. Af samme årsag har regeringen markant øget den humanitære støtte til den afghanske befolkning siden 15. august. Her står partnerskabet med UNHCR helt centralt for at sikre beskyttelse af de internt fordrevne i Afghanistan og af de afghanere, der er flygtet over grænserne til nabolandene. Jeg er virkelig glad for at se, at private aktører som Novo Nordisk Fonden også støtter op om denne indsats med et imponerende humanitært bidrag til UNHCRs aktiviteter i Pakistan. Når vi arbejder i samme retning, kan vi hjælpe mange flere i nærområderne.”

Pengene skal bruges til projekter fokuseret på basale livsfornødenheder, herunder husly, sundhedspleje, psykosocial støtte, uddannelseshjælp og særlig beskyttelse af børn.

”Denne vigtige donation fra Novo Nordisk Fonden vil skabe positive forandringer for tusinder af afghanske kvinder, mænd og børn, der har behov for hjælp,” siger Noriko Yoshida, UNHCR’s Repræsentant i Pakistan.

”Donationen vil markant styrke UNHCR’s arbejde med at udvikle konkrete humanitære løsninger og vil skabe håb for en bedre fremtid for afghanske flygtninge.”

Nabolandene til Afghanistan har gennem mange år huset et meget stort antal afghanske flygtninge.

”Afghanistans nabolande har brug for al den hjælp, de kan få, så de kan tage vare på de mange millioner mennesker på flugt og være klar til at tage imod mulige nye flygtninge. Eksempelvis har Pakistan huset afghanske flygtninge i mere end 40 år, og der er i dag 1,4 mio. registrerede afghanske flygtninge i landet. Vi håber, at bevillingen til UNHCR kan accelerere støtten til afghanske flygtninge og lokalbefolkningen i de hårdest belastede områder,” siger Mette Ide Davidsen, konstitueret chef for Novo Nordisk Fondens afdeling for sociale og humanitære formål.

Projektet vil blive gennemført i løbet af det næste år.

Bevillingen kommer i kølvandet på en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på 2 mio. kr. i august 2021, der også er målrettet nødhjælp til den afghanske befolkning. Læs mere her.

Yderligere information

Marie-Louise Jersin, Senior Communications Partner, +45 3049 4957, [email protected]