August Krogh var en af Danmarks største videnskabsfolk – helt oppe ved siden af Niels Bohr. Mens han levede, fik han alle de æresbevisninger, en videnskabsmand kunne få, herunder æresdoktorater ved flere prestigefyldte universiteter og så juvelen i samlingen: Nobelprisen. Den fik han for opdagelsen af, hvordan kroppens mindste blodkar, kapillærerne, fungerer, men det er kun en del af den historie, Hanne Sindbæk vil fortælle.
”August og Marie Krogh var så moderne internationalt orienteret et ægtepar, at man skulle tro, det var i 2000-tallet, ikke 1900-tallet, de havde deres storhedstid. Man kan sige, at de var med på allerførste bølge af feminismen, som jo i bund og grund var en kamp for humanisme. De var ikke blot suveræne videnskabsfolk, de var mennesker af stort format. Alt hvad de gjorde, gjorde de med samfundsnytte for øje. Selv nobelprismedaljen, der var af det pure guld, blev foræret væk i en god sags tjeneste, nemlig for at skaffe hjælp til finnerne under Vinterkrigen i 1939,” forklarer Hanne Sindbæk.
Og prestigen ved Nobelprisen brugte de ikke mindst til at skaffe opskriften på insulin til Danmark. De var i 1922 på en forelæsningsturne i USA, hvor universiteter stod i kø for at hædre August Krogh. Marie, der selv led af sukkersyge, hørte om canadiske forskeres mirakuløse resultater med det nye stof insulin, og hun fik August til at skrive til dr. Macleod ved Torontos Universitet.
”Her introducerede han sig selv ret så ydmygt og spurgte, om han måtte komme på besøg og høre noget mere om det nye middel mod diabetes. Og der var ikke noget, man hellere ville i Toronto end have besøg af en Nobelpristager. Resultatet blev, at August og Marie fik grundopskriften til insulin med hjem, og så snart de havde fødderne på dansk grund, gik de sammen med diabeteslægen H.C. Hagedorn i gang med at udvikle en brugbar insulin og en produktionsmetode. Så snart det var på skinner og dét, der senere blev til virksomheden Novo Nordisk, var skabt, vendte August imidlertid selv tilbage til sin forskning i fysiologi.”
Historien om August og Marie er fyldt med opture og nedture med tragiske dødsfald, sygdomme og kampe. Men det er især en fortælling om to helt særlige mennesker, der med ydmyghed og stoisk ro tog livets tildragelser på sig.
”Bogen bliver også et stykke Danmarkshistorie, for de to var ikke bare frontfigurer i en oplysningstid, men de var også ægte levende mennesker i en videnskabelig og kunstnerisk guldalder i Danmark (1890-1930). Det var en tid, hvor navne som Georg Brandes, Agnes Henningsen og Johannes V. Jensen huserede. Skagensmalerne, J.F. Willumsen og Bindesbøll var fremtrædende. Politisk var der statskup, påskekrise, og to verdenskrige. August og Maries produktive år faldt sammen med den dannende periode i det moderne Danmarks historie.”
Biografien om Marie og August Krogh udgives på Politikens Forlag. Forfatteren Hanne Sindbæk er journalist, forfatter og foredragsholder. Hun har siden 1998 skrevet om dansk erhvervslivs top og er forfatter til bøger om Saxo Bank (2009), Anders Samuelsen (2013), Herman Salling (2015) og senest om Novo Nordisk (2019). Novo Nordisk Fonden støtter biografien om Marie og August med 1.468.000 kr.
Yderligere information
Hanne Sindbæk, tlf.: 4084 2694, [email protected]
Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, [email protected]