Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden Støtter Klinisk Forskning for at Forbedre Behandlingen Af Patienter

Det nye støtteprogram ”Investigator-initierede kliniske forsøg” kan kun søges af speciallæger på hospitaler i Danmark, og der uddeles samlet op til 60 mio. kr. årligt i støtte.

Forsøg med patientinddragelse er afgørende for at forbedre patientbehandlingen. Alligevel er det ofte svært for forskere og læger at finde finansiering til denne type forsøg.

Novo Nordisk Fonden opretter derfor et nyt klinisk forskningsprogram, der har til formål at styrke muligheden for at gennemføre kliniske forsøg i Danmark. Programmet støtter forsøg, der sigter mod at udvikle nye behandlingsmetoder eller forbedre eksisterende.

”Novo Nordisk Fonden ønsker med det nye program at forbedre behandlingen af patienter gennem udvikling af f.eks. ny medicin, ny kirurgi og ny diagnostik for at sikre den bedste kvalitet i behandlingen af patienter,” siger Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, Head of Research and Innovation Grants i Novo Nordisk Fonden.

Det nye program hedder ”Investigator-initierede kliniske forsøg” og reflekterer, at det er lægernes egne ideer og ikke medicinalindustriens projekter, som fonden ønsker at støtte. Studier med et industrielt/kommercielt formål kan således ikke opnå støtte.

Programmet kan kun søges af speciallæger på hospitaler i Danmark, og der uddeles samlet op til 60 mio. kr. årligt i støtte. Der kan ansøges om bevillinger på mellem 5-20 mio. kr.

Programmet vil bl.a. kunne yde støtte til forsøg, hvor nye behandlinger testes. Det kan eksempelvis være nye måder, hvorpå man kan udføre kirurgi eller strålebehandling eller kombinationer deraf – for eksempel hvorvidt en korsbåndsskade i knæet bedst behandles med en operation eller vha. en fysioterapeut og genoptræning.

Den første runde for indsendelse af ansøgninger i det nye program åbner 8. juni og deadline for indsendelse af ansøgning er 21. september 2017. Læs mere om programmet her.

YDERLIGERE INFORMATION:

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, [email protected]