Ansøg om midler

Ny Rapport: Det Er en God Forretning for Samfundet at Investere I Forskning

Rapporten ”Forskningsøkonomi – 3 samfundsøkonomiske effektanalyser af investeringer i forskning i Danmark” kan downloades via linket i artiklen.

Offentlige investeringer i forskning har positiv effekt på samfundsøkonomien og skabelsen af nye arbejdspladser.

Det viser en ny rapport ”Forskningsøkonomi – 3 samfundsøkonomiske effektanalyser af investeringer i forskning i Danmark” fra Novo Nordisk Fonden, som præsenteres på en konference i dag.

Rapporten viser bl.a., at life-science-virksomheder, der modtager offentlige forskningspenge, over en periode på 13 år selv bruger mellem 4 og 11 kroner på investeringer i privat forskning for hver gang, de modtager én krone i støtte.

– Der er mærkbare gevinster for vores samfund i offentlige investeringer i forskning i life-science-virksomheder, fordi virksomheder, der modtager støtte, selv følger efter med betydeligt flere investeringer i forskning. Forskning øger virksomhedernes internationale konkurrenceevne og styrker grundlaget for, hvad vi i Danmark skal leve af i fremtiden, siger Thomas Alslev Christensen, Head of Operations i Novo Nordisk Fonden.

Rapporten viser endvidere, at flere investeringer i offentlig forskning har effekter i samfundsøkonomien allerede på kort sigt.

– Rapporten viser, at flere investeringer i offentlig forskning over de næste 6 år ikke blot vil have effekter for den enkelte forsker eller virksomhed, men også vil medføre positive samfundsøkonomiske effekter på blandt andet BNP, beskæftigelse samt offentligt og privat forbrug og investeringer, siger Thomas Alslev Christensen.

Rapporten viser også, at der er betydelige fordele ved årligt at tiltrække 200 højt kvalificerede forskere fra udlandet til at styrke dansk offentlig forskning.

– Det har en synlig effekt, fordi højt kvalificerede forskere fra udlandet bidrager til et højere BNP, jobskabelse samt flere offentlige og private investeringer, siger Thomas Alslev Christensen.

Den nye rapport præsenteres i dag på en konferencen hos Novo Nordisk Fonden. Konfenferencen samler 150 repræsentanter fra de videregående uddannelser, virksomheder, interesseorganisationer og politikere – blandt andre uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs. Der er gæster fra både ind- og udland.

Der blev i 2014 brugt over 22 milliarder kroner på offentlig forskning på især offentlige universiteter og sygehuse. 80% af pengene kommer fra staten, 10% kommer fra private fonde, 8% fra EU og andre internationale kilder og 2% fra virksomheder.

Rapporten kan læses her.

 

YDERLIGERE OPLYSNINGER:

Christian Mostrup Scheel, Press Officer, Novo Nordisk Fonden: tlf. 3067 4805, mail: [email protected]