Københavns Universitet meddeler i dag, at aftalerne omkring det nye Statens Naturhistoriske Museum er faldet på plads. Museet åbner i 2020.
Det nye nationalmuseum skal ligge ved Botanisk Have i hjertet af København og samle Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum til et museum i international topklasse. Her bliver det muligt at studere både kæmpehvaler, eksotiske planter, sjældne meteorsten og hilse på museets nyligt indflyttede beboer, langhals-dinosauren Misty.
Novo Nordisk Fonden har bevilget DKK 100 mio. til medfinansiering af etableringen af museet, der også støttes af Villum Fonden, Det Obelske Familiefond samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Københavns Universitet samt Staten. I alt vil museet koste DKK 950 mio.
– Med de generøse fondsgaver kan Københavns Universitet på enestående vis styrke både formidling, forskning og undervisning i naturvidenskab, siger rektor Ralf Hemmingsen, Københavns Universitet.
Når det nye museum slår dørene op i år 2020 vil det rumme en af verdens 10 største naturhistoriske samlinger.
Læs mere om museet her.
Læs pressemeddelelsen fra Københavns Universitet her.