Professor Jens Juul Holst har gennem en lang karriere gjort opdagelser, som har sat et kæmpe aftryk på den måde, hvorpå personer med overvægt eller type 2-diabetes behandles i dag. Nu modtager han Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris 2023.
Få forskere har haft samme betydning for behandling af sygdomme som professor Jens Juul Holst fra Biomedicinsk Institut og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet.
Gennem en lang karriere har den internationalt anerkendte forsker sat tarmhormoner på verdenskortet og været med til at gøre opdagelser, som betyder, at mange millioner mennesker i dag behandles for type 2-diabetes og svær overvægt med GLP-1-receptoragonister og DPP4-hæmmere.
For sit imponerende bidrag til international diabetesforskning modtager Jens Juul Holst nu Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris 2023. Med prisen følger 500.000 kr. til forskningsarbejde og 100.000 kr. i form af en personlig pris.
»Jeg er utroligt glad for at modtage prisen, og specielt er jeg glad for, at der også følger penge med til min forskning. Vi har fuld gang i butikken, så det betyder rigtig meget, at vi har penge til at undersøge alle de ting, som vi gerne vil,« siger Jens Juul Holst.
Priskomiteen er glad for at kunne hylde Jens Juul Holst med prisen:
»Jens er en sand gigant inden for inkretinforskning. Han har gjort betydelige opdagelser fra ren grundforskning til klinisk forskning. Fra han var med til at opdage GLP-1-hormonet, har han bidraget væsentligt til den kombinerede videnskabelige indsigt, der har resulteret i vigtig ny medicin mod type 2-diabetes, noget som de færreste har formået at gøre i løbet af en hel karriere. Han er utrolig generøs med sin tid, når det kommer til unge forskere og nye samarbejder – og en rigtig god foredragsholder,« fortæller professor Anna Krook, der er formand for Novo Nordisk Fondens Komite for Endokrinologi og Metabolisme, som udpeger prismodtageren sammen med formanden for Scandinavian Society for the Study of Diabetes.
Opdagede GLP-1
Jens Juul Holsts omfattende forskningskarriere har i årtier drejet sig om at forstå samspillet mellem insulinsekretion, tarmhormoner og relevante tarmpeptider, og så har forskningen altid haft øje for det medicinske potentiale i at forstå, hvordan kroppen regulerer blandt andet blodsukker, sult og vægt.
Forskningen har ledt til identifikationen af flere tarmhormoner og peptider, der i dag er udviklet til milliardforretninger, og som har betydning for helbredet hos millioner af mennesker verden over.
For mere end 30 år siden identificerede Jens Juul Holst med sine kollegaer tarmhormonet GLP-1, som viste sig at kunne stimulere sekretionen af insulin fra bugspytkirtlen. GLP-1-receptoragonister er i dag betegnelsen på flere lægemidler til behandling af type 2-diabetes og svær overvægt.
»Jeg har skrevet i omegnen af 900 artikler om GLP-1, og historien er slet ikke slut, fordi det i dag ser ud til, at man med GLP-1-receptoragonister kan behandle type 2-diabetes mere effektivt end nogensinde før. For første gang i historien kan man virkelig behandle sygdommen og få den i remission. Hele behandlingsperspektivet ved type 2-diabetes og svær overvægt er ændret med disse lægemidler, og inden for de seneste år har det også vist sig, at GLP-1-receptoragonister er hjerte- og nyrebeskyttende,« siger Jens Juul Holst.
Kortlægger effekten af fedmeoperationer
I dag er Jens Juul Holsts forskning fokuseret på at skabe en bedre forståelse af effekten af fedmekirurgi på både vægten og diabetes.
Denne forskning peger entydigt på, at GLP-1 igen er stjernen i showet.
Når mavesækken bliver kirurgisk snøret ind, passerer maden forbi mavesækken og rammer den nederste del af tyndtarmen, hvor molekyler, der regulerer udskillelsen af GLP-1, sidder. Det betyder, at GLP-1-sekretionen stiger med op til 30 fold, og det har en helt fantastisk virkning på blodsukker, insulinsekretion, appetit, fødeindtag og i sidste ende vægt.
»Sigtet har været at finde opskriften på bedre diabeteskontrol og vægttab, og igen viser det sig, at GLP-1 er involveret. Vi bliver hele tiden klogere på, hvorfor fedmeoperationer har så stor en effekt på både vægt og sygdomsbillede, og den viden kan vi bruge til at udvikle fremtidens behandlinger til personer med svær overvægt og type 2-diabetes,« siger Jens Juul Holst.
Om Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris
Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris blev etableret i 1979. Prisen uddeles til en aktiv nordisk videnskabsmand, der har ydet en fremtrædende indsats inden for diabetesforskning eller -behandling.
Prismodtageren inviteres til at holde en forelæsning i forbindelse med årskonferencen i Scandinavian Society for the Study of Diabetes.
Prisen er på 600.000 kr., opdelt i 100.000 kr. som en personlig pris og 500.000 kr. til forskning eller udviklingsarbejde. Beløbet doneres af Novo Nordisk Fonden.
Prisen uddeles af en komite bestående af tre medlemmer fra Novo Nordisk Fondens Komite for Endokrinologi og Metabolisme samt formanden for Scandinavian Society for the Study of Diabetes.
Yderligere information
Jens Juul Holst, [email protected], +45 1875 7528
Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, [email protected],
+45 3067 4805,