Ansøg om midler

Seks journalister skal lave indsigtsfulde sundhedshistorier

Novo Nordisk Fonden har bevilget seks mio. kr. til det uafhængige journalistcenter Constructive Institute til udviklingen af indsigsfuld journalistik på sundhedsområdet.

Novo Nordisk Fonden har bevilget seks mio. kr. til det uafhængige journalistcenter Constructive Institute til udviklingen af indsigsfuld journalistik på sundhedsområdet. Bevillingen går til uddeling af seks Novo Nordisk Fonden Constructive Fellowships i perioden 2019-2022.

Formålet med projektet er at forbedre formidlingen af forskningsmæssige resultater i den sundhedsvidenskabelige forskning samt formidlingen af debatten, der foregår om prioriteringer i sundhedsvæsenet gennem en mere videnbaseret og konstruktiv journalistik.

”Indsigtsfuld journalistik baseret på viden og fakta er afgørende for, at vore demokratier kan fungere på et oplyst grundlag. Vi er derfor glade for at kunne støtte Constructive Institute i at dygtiggøre indsigtsfulde, kritiske og konstruktive journalister på sundhedsområdet,” siger direktør for Novo Nordisk Fonden, Birgitte Nauntofte.

Der uddeles årligt to fellowships fordelt på hhv.: ”Novo Nordisk Fondens fellowship om sundhedsforskning” og ”Novo Nordisk Fondens fellowship om fremtidens sundhedsvæsen”, hvor talentfulde fagjournalister fra den danske presse får adgang til akademisk viden på højeste niveau inden for det sundhedsvidenskabelige felt og indsigsfuld journalistik.

Allerede fra 1. september 2019 begynder de to første journalister som fellows på Constructive Institute. Der er hhv. Tine Rud Seerup, redaktør i DR, og Kasper Kaasgaard fra det politiske site Altinget. Tine Rud Seerup skal fokusere på at forstå og kunne formidle fremtidens udfordringer for sundhedsvæsnet – prioriteringer, behandlinger kontra forebyggelse samt organisationsændringer, mens Kasper Kaasgaard skal beskæftige sig med ny sundhedsteknologi. Han får det næste år til at dygtiggøre sig i de etiske, menneskelige og økonomiske følger af f.eks. stamcelleforskning, robotkirurgi og genmanipulation, som vil komme til at præge den offentlige debat i de kommende år.

Læs mere på www.constructiveinstitute.org.