Ansøg om midler

Klaus Møller Kristensen

Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelig Gymnasielærerpris 2023 (VEST)

Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris - 2023

Klaus Møller Kristensen er teknologi- og fysiklærer på Tradium Teknisk Gymnasium. Han er initiativtager, ambitiøs, fagligt stærk, og så er han en eminent lærer og formidler.

En elev siger om Klaus’ undervisning: ”Klaus har en kæmpe viden indenfor sit fag, og man kan altid mærke hans engagement for at lære fra sig. Klassens motivation bliver påvirket af hans væremåde og positive udstråling, der altid får os til at se frem til hans timer”.

I 2017 tog Klaus initiativ til oprettelsen af Tradium HTX’ Future Lab – et laboratorium som styrker og understøtter teknologifaget og elevernes teknologiforståelse. Future Lab inddrages i mange af Klaus’ projekter, hvor eleverne arbejder med en teknologi- og fysikfaglig tilgang.

Klaus er bærende i faggruppen, hvor han har høje ambitioner til de faglige og pædagogiske mål. Han er en vigtig sparringspartner ved udvikling af nye forsøg, og han er altid frisk på nye projekter og ser muligheder frem for udfordringer.

Klaus har haft stor betydning for gymnasiets brobygningssamarbejde. I samarbejde med Randers Realskole og Science Camp Randers har Klaus været en drivkraft i forhold til at udvikle et helt unikt samarbejde og fællesskab i Randers, på tværs af folkeskoler, privatskoler, gymnasiale uddannelser, virksomheder og offentlige institutioner.

Med prisen hædres Klaus Møller Kristensen for sin ambitiøse og inspirerende indsats inden for undervisning i naturvidenskab, herunder hans ekstraordinære evne for at tage initiativ og sætte gang i nye projekter og fællesskaber.