Ansøg om midler

Steen Kentved og Sami Pedersen

Novo Nordisk Fondens Gymnasielærerpris 2021 (ØST)

Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris - 2021

Steen Kentved og Sami Pedersen er lærere på Gefion Gymnasium, hvor de på forbilledlig vis engagerer og tiltrækker elever til geovidenskabs-faget

Sami og Steen har udført et pionerarbejde i geovidenskab. For 7. år i træk har Gefion Gymnasium, ved hjælp af Steen og Samis excellente arbejde, rekrutteret elever nok til at oprette store hold i geovidenskab, hvilket er et særsyn på landsplan. Niveauet for undervisningen er i top, hvilket afspejles i, at Gefion Gymnasium hvert år siden 2015 har haft elever, som kvalificerede sig til det internationale Geo-OL.

Gennem inddragelse af elever og forældre er der opbygget samarbejder med institutioner og erhvervsliv hvortil Steen og Sami har udviklet særlige materialer til gymnasiebesøg. Steen og Sami har formet og didaktiseret indholdet, så det er perfekt afstemt til gymnasieelevernes faglige niveau, og skolebesøgsmaterialerne tilbydes nu til gymnasier i hele landet.

Steen og Sami har med deres inspirerende tilgang formået at skabe en meget stor interesse for geovidenskab – ikke bare blandt de sædvanlige naturvidenskabeligt orienterede elever, men også hos elever der normalt ville have valgt andre studieretninger.

Steen Kentved og Sami Pedersen hædres med denne pris for at gøre et nyt fagområde til en solid succes og samtidig generøst dele ud af deres viden nationalt.