Ansøg om midler

Pandemic Antiviral Discovery (PAD)

Sammen med Open Philanthropy og Bill & Melinda Gates Foundation har Novo Nordisk Fonden rejst op mod 90 mio. dollar i koordineret finansiering.

Projekt data

Projekt website

Pandemic Antiviral Discovery – globalt initiativ til udvikling af ny antiviral medicin til fremtidige pandemier

Pandemic Antiviral Discovery (PAD) er et initiativ, der har til formål at katalysere opdagelse og tidlig udvikling af antiviral medicin til brug ved fremtidige pandemier. Lige adgang til medicin er én af kerneprincipperne bag initiativet, og således vil partnerne bag initiativet sikre sig, at de opdagelser og nyudviklinger, som PAD understøtter, bliver gjort tilgængelige for borgere i lav- og mellemindkomstlande.

Målet med PAD-initiativet er at hjælpe forskere fra hele verden til at identificere og udvikle antivirale lægemiddelkandidater frem til fase 2 i de kliniske forsøg. Lægemiddelkandidaterne skal være målrettet virus med pandemisk potentiale. Ved at fokusere på lægemidler baseret på små molekyler, som kan gives oralt og er billigere og lettere for patienter at få adgang til end biologiske lægemidler, er målet med PAD at bidrage til, at verden hurtigt kan udvikle samt sikre lige adgang til effektive antivirale behandlinger, næste gang vi står over for en pandemisk trussel.

COVID-19-pandemien har vist, at vi ikke kan opnå global sikkerhed på sundhedsområdet ved at tænke i siloer, men at det kræver bidrag fra både offentlige og private sektorer. Gennem PAD-initiativet vil de tre fonde samarbejde med regeringer, akademiske institutioner og private aktører for at reducere den finansielle risiko, der er forbundet med udviklingen af lovende antivirale lægemiddelkandidater, og dermed øge sandsynligheden for, at de kan nå den kliniske fase.

Læs mere på PAD’s hjemmeside.