Ansøg om midler

Eivind Kolding Bliver Ny Administrerende Direktør for Novo A/S

Eivind Kolding efterfølger Henrik Gürtler som administrerende direktør for Novo A/S.

Eivind Kolding (54) tiltræder 1. maj 2014 som administrerende direktør for Novo A/S, hvor han afløser Henrik Gürtler, der fratræder 1. august 2014.

Novo A/S er Novo Nordisk Fondens holdingselskab og har til opgave at forvalte Novo Nordisk Fondens formue. Novo A/S er hovedaktionær i de børsnoterede selskaber Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S, og Novo A/S har derudover investeringer i en række selskaber og finansielle aktiver med henblik på langsigtet afkast.

Eivind Kolding er uddannet jurist og har senest beklædt stillingen som ordførende direktør i Danske Bank 2012–2013. Før dette var Eivind Kolding i 22 år ansat i A.P. Møller-Mærsk-koncernen, bl.a. som skibsreder og CEO i Maersk Line, som CFO i A.P. Møller-Mærsk-gruppen og som administrerende direktør i Maersk Hong Kong.

Henrik Gürtler har været administrerende direktør i Novo A/S siden 2000 og beklædte forinden en række poster i Novo Nordisk A/S siden ansættelsen i 1977, senest posten som medlem af koncerndirektionen med særligt ansvar for koncernstabene. Det forventes, at Henrik Gürtler vil fortsætte som bestyrelsesformand i Novozymes A/S.

I forbindelse med direktørskiftet udtaler Novo A/S’ bestyrelsesformand, Sten Scheibye: ”Jeg vil gerne takke Henrik Gürtler for en stor indsats og fine resultater i hele perioden fra dannelsen af Novo A/S i 1999 til i dag. Henrik Gürtler har som medlem af bestyrelser i Novo Gruppen og som ansvarlig for Novo A/S’ investeringer ydet et væsentligt bidrag til den store værdiskabelse, der har fundet sted i perioden. Samtidig glæder vi os til samarbejdet med Eivind Kolding, der med sin betydelige erfaring inden for det finansielle område, deltagelse i store transaktioner samt international ledelseserfaring vil kunne drive den fortsatte udbygning og vækst i Novo-koncernen.”

Henrik Gürtler udtaler: ”Ledelsesændringen har været planlagt i længere tid, og jeg er glad for, at det er lykkedes at finde en kapacitet som Eivind Kolding til at være den nye chef for Novo A/S. Jeg ser frem til at arbejde sammen med Eivind i en tre-måneders periode for at sikre den bedst mulige overlevering af ansvarsområder og projekter, som allerede er sat i søen.”

Eivind Kolding udtaler: ”Novo-gruppen har haft en fantastisk udvikling de sidste mange år, og Novo A/S er i dag en af verdens mest aktive investorer inden for life-science-området. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med de dygtige medarbejdere i Novo A/S, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at fortsætte den værdiskabelse, som har kendetegnet Novo A/S indtil nu, og som min forgænger har stået for.”

OM EIVIND KOLDING:

Eivind Kolding blev i 1983 cand. jur. fra Københavns Universitet og virkede i perioden 1983-89 som advokat og opnåede møderet for landsretten. I 1989 kom Eivind Kolding til A.P. Møller-Mærsk, hvor han efter nogle år fik ansvar for ledelsessekretariatet, jura og forsikringer.

I perioden 1996–98 var Eivind Kolding udstationeret som chef for Maersk Hong Kong og blev i 1998 den første ”Group CFO” i A.P. Møller-Mærsk med ansvar for treasury, regnskab, IT, indkøb, forsikring, jura, investor relation, strategiformulering m.m. I perioden gennemførtes betydelige akkvisitioner såsom købet af SeaLand og P&O Nedlloyd. I 2006 blev Eivind Kolding skibsreder og CEO i Maersk Line, verdens største container shipping line med mere end 30.000 ansatte i mere end 130 lande. I 2012 blev Eivind Kolding ordførende direktør i Danske Bank, Danmarks største finansielle institution, efter 10 år i bestyrelsen, senest som formand.

YDERLIGERE INFORMATION:

Sten Scheibye – telefon 30 75 50 50
Henrik Gürtler – telefon 30 67 47 75
Eivind Kolding – kontaktes gennem Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig – telefon 30 67 48 05