Ansøg om midler

Mød en Bevillingsmodtager: Maiken Nedergaard

Bevillingen har til formål at trække fremragende internationale forskere inden for biomedicin og bioteknologi til Danmark og derigennem styrke dansk forskning på både kort og langt sigt.

De fleste elsker at trække dynen op om ørerne, lukke øjnene og hengive sig til en god nats søvn. Men søvn kan også anskues som spild af tid – tilmed farlig spild af tid dengang mennesket sov på savan nen, og vilde dyr lurede i mørket.

– Søvn er en farlig beskæftigelse, når du er ude i det fri, siger Maiken Nedergaard, professor ved University of Rochester i USA, hvor hun de seneste år har stået i spidsen for et forskningsprojekt om søvnens funktion.

– Søvn må have en basal evolutionær funktion, ellers var den blevet elimineret, siger hun.

Maiken Nedergaard er blandt verdens mest anerkendte navne inden for neurovidenskab. Hun har bl.a. opdaget, at ligesom lymfesystemet hjælper kroppen med at komme af med affaldsstoffer efter fysisk anstrengelse, så har hjernen et til svarende system, hvor glia-celler sørger for, at cellulære affaldsstoffer transporteres bort. Maiken Nedergaard har for nylig vist, at fjernelse af affaldsprodukterne sker langt mere effektivt under søvn, og dermed har hun afsløret en mulig essentiel funktion af søvn; at holde hjernen i topform.

– Næste skridt er at definere, hvor vigtigt dette transportsystem er for sygdomme. Vi har allerede data, der viser, at fjernelse af affald i hjernen er dramatisk lavere efter små hjerneblødninger eller hjerneskade. Det kan måske forklare, hvorfor disse sygdomme fremskynder demens, siger hun.

I 2013 modtog Maiken Nedergaard som en af tre forskere et Novo Nordisk Foundation Laureate Research Grant. Bevillingen er på DKK 40 millioner over syv år og tildeles fremragende forskere, der ønsker at flytte deres forskning til Danmark.

FRA USA TIL DANMARK

Bevillingen betyder, at Maiken Nedergaard flytter fra USA til Danmark, hvor hun ansættes ved Københavns Universitet. Her vil hendes forskning rette sig mod at afdække glia-cellernes funktion yder ligere med det mål at udvikle nye metoder til diagnostik og behandling af neurologiske sygdomme.

– Bevillingen fra Novo Nordisk Fonden gør det muligt for mig at stille endnu større spørgsmål i de projekter, som er mest spændende, siger hun.

Et af de spørgsmål, der udestår, er naturligvis, om vi med tiden kan blive så kloge på søvnens funktion, at vi kan efterligne den i vågen tilstand og dermed eliminere behovet for at sove. Men det er ifølge Maiken Nedergaard blot – nå ja, en drøm. Professor Lars Fugger, formand for udvalget for Novo Nordisk Foundation Laureate Research Grants, siger:

– Det er godt for Danmark, at vi kan tiltrække forskere af Maiken Nedergaards kaliber. Tilstedeværelsen af internationale topforskere vil hæve kvaliteten af dansk forskning og samtidig udvikle og inspirere unge talenter.