Professor Paul W. Franks har indgående erfaring inden for præcisionsmedicin, som også vil være hans fokusområde, når han den 17. maj tiltræder den nyoprettede stilling som Scientific Director for Patient Care i Novo Nordisk Fonden. Patient Care har samarbejdet med de danske regioner og Grønlands regering om etableringen af fem specialiserede Steno Diabetes Centre i Danmark samt et diabetes- og livsstilscenter i Grønland. Visionen for alle centrene er at tilbyde behandling i verdensklasse for borgere med diabetes.
”Formålet med den nye stilling er at styrke den videnskabelige udvikling og kliniske anvendelse af præcisionsmedicin for kroniske, komplekse sygdomme, først og fremmest diabetes, med afsæt i det grundlæggende spørgsmål: Hvad er den rette behandling for den enkelte patient på det rigtige tidspunkt? Vi er rigtigt glade for at kunne byde så kompetent en forsker som Paul W. Franks velkommen til Patient Care, hvor han skal hjælpe resten af teamet med at støtte Steno Diabetes Centrene, forskningsmiljøerne og samfundet med at skabe højere livskvalitet for folk med diabetes og andre kroniske lidelser,” siger Martin Ridderstråle, Senior Vice President og leder af Patient Care i Novo Nordisk Fonden.
Ud over at bestride posten som vicedirektør for Lund University Diabetes Center i Malmø, kommer Paul W. Franks også fra en stilling som forskningsleder for genetisk og molekylær epidemiologi samt professor i genetisk epidemiologi ved Institut for Klinisk Videnskab ved Lund Universitet. Derudover er han Adjunct Professor ved Harvard School of Public Health, Boston.
Siden 2016 har Novo Nordisk Fonden bevilget i alt ca. 7,8 mia. kr. til etableringen af Steno Diabetes Centre i alle fem regioner i Danmark samt i Grønland.
Yderligere information
Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected].