Novo Nordisk Fonden har bevilget 2,5 mio. kr. i støtte til Danmarks Indsamling 2019.
Indsamlingen er en fælles indsamling til fordel for udviklingslandene i Afrika, Asien og Latinamerika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. Organisationerne arbejder for at hjælpe landene ud af fattigdom, hjælpe de mest udsatte mennesker til en bedre fremtid og fremme FN’s 17 Verdensmål for en bæredygtig global udvikling.
Med 12 projekter i 12 lande på tre kontinenter sætter Danmarks Indsamling 2019 fokus på verdens udsatte piger, der er årets tema.
”Børn har ret til at være børn. Til at lege, til at gå i skole, til at være trygge. I Danmark tager vi det det ofte for givet; det er for langt de fleste en selvfølge. Men andre steder i verden er virkeligheden ikke for børn – og slet ikke for piger. Derfor sætter Danmarks Indsamling 2019 fokus på de piger, der har brug for hjælp til en god start på livet,” siger Anna Rørbæk, pressetalsperson for Danmarks indsamling
Hanna Line Jakobsen, chef for Novo Nordisk Fondens uddelinger til humanitære og sociale formål siger: ”Det er fantastisk, at hele Danmark går sammen om at styrke verdens piger. Den hjælp, vi sender i dag, bidrager til, at pigerne vokser op og bliver stærke kvinder, som påvirker de samfund, de lever i. Dette ligger tæt op af Novo Nordisk Fondens vision om at bidrage til at forbedre menneskers liv gennem bedre sundhed og uddannelse samt udvikling af et bæredygtigt samfund.”
De 12 deltagende organisationer i Danmarks Indsamling 2019 er: CARE Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark.
Novo Nordisk Fonden bevilgede også sidste år 2,5 mio. kr. til Danmarks Indsamling.
I 2018 blev der indsamlet i alt 78,8 mio. kr. til børn uden hjem, og herved rundede de samlede indsamlinger gennem årene 1 mia. kr.