I øjeblikket oplever Indien de højeste smittetal i verden, og den indiske regering har appelleret til verdenssamfundet om assistance til at komme gennem krisen. Novo Nordisk Fondens støtte går til at etablere nødhospitaler og mobile hospitalsafsnit med i alt 364 sengepladser, der kan behandle op mod 1.300 COVID-19 patienter om ugen med blandt andet ilt og respiratorer. I de hårdest ramte områder er kapaciteten på plads i løbet af ganske få uger, mens de mobile hospitalsafsnit etableres hurtigst muligt i delstater, hvor man forventer en forværring i den kommende tid.
”Situationen i Indien er alarmerende. Derfor har vi besluttet at støtte etableringen af nødhospitaler her og nu, og samtidig hjælpe med at opbygge en større kapacitet i de geografiske områder, der forventes at blive ramt om kort tid,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden.
Projektet er blevet til i samarbejde med den indiske regering, som håndterer koordineringen af udenlandsk krisestøtte. Den danske ambassade i landet bistår med kontakten til de indiske myndigheder.
”En hurtig udbygning af hospitalskapacitet i de hårdest ramte områder kan ikke vente. Novo Nordisk Fondens donation er et solidt bidrag til denne vigtige mission,” udtaler Freddy Svane, den danske ambassadør i Indien.
Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.
Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 30 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes. Læs mere på www.novonordiskfonden.dk.
Yderligere information
Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected]