Der findes ikke mange forskere med så imponerende et cv som professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet.
Gennem sin karriere har Oluf Borbye Pedersen sat et stort aftryk på hele tre forskningsfelter. Hans lange karriere som leder for flere generationer af forskere har været drevet af en lidenskab og længsel efter at skabe ny og anderledes original viden gennem intuition, analytisk tæft og målrettethed.
Først tilvejebragte han på Steno Diabetes Center ny viden om type 2-diabetes som en multifacetteret sygdom, der skulle angribes og behandles fra mange forskellige vinkler. Resultaterne fra det verdenskendte Steno 2-studie er i dag en del af de internationale vejledninger til behandling af type 2-diabetes verden over.
Diabetesforskningen ledte til en forskningsinteresse for de genetiske årsager til udvikling af metaboliske sygdomme. Inden for de seneste 20 år har Oluf Borbye Pedersen været med til at pionere store internationale genotypnings- og sekventeringsstudier, der har identificeret hundredvis af af genetiske varianter, som disponerer for udvikling af en lang række stofskiftesygdomme og hjerte-karlidelser.
De seneste 15 år har Oluf Borbye Pedersens forskning været fokuseret på en begyndende forståelse af tarmmikrobiomets helbredsmæssige betydning. Endnu en gang har han været first mover og gennem avancerede DNA-baserede analyser omkalfatret forståelsen af menneskets helbred i samspillet med tarmens billioner af sundhedsfremmende bakterier.
For hans enorme engagement og originale bidrag til dansk og international forskning modtager han nu Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris 2020. Prisen er på 600.000 kr. og uddeles årligt til en aktiv nordisk videnskabsmand, der har ydet en fremtrædende indsats inden for diabetesforskning eller -behandling.
Patienterne har altid været i fokus
Netop den lange og meget energiske forskningskarriere inden for diabetes og fokus på patienterne har lagt fundamentet for, at Oluf Borbye Pedersen nu modtager Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris 2020. Det fortæller formanden for priskomiteen Anna Krook, der er professor ved Institut for Fysiologi og Farmakologi ved Karolinska Instituttet.
»Oluf Borbye Pedersen har været en pioner, når det gælder brugen af store kohorter til at forstå genetikken bag type 2-diabetes. Den forskning har identificeret en lang række almindelige genvarianter, som øger risikoen for at udvikle sygdommen, og en række sjældne varianter, der har givet større indsigt i fedt- og kulhydratmetabolismen. Oluf har også udforsket, hvordan mikrobiotaen påvirker metabolismen og glukosekontrollen. Hans forskning har gennemgående taget udgangspunkt i patienterne, og det translationelle perspektiv har derfor altid været højt,« siger Anna Krook.
”På det rette sted på det rigtige tidspunkt”
Oluf Borbye Pedersen fortæller, at han er meget taknemmelig over at modtage prisen, men også at æren ikke er hans alene.
»Det fylder mig med taknemmelighed og glæde at modtage Novo Nordisk Fondens Forelæsningspris. Jeg har forskningsmæssigt været heldig at være på det rette sted på det rigtige tidspunkt med hårdtarbejdende og begejstrede medarbejdere, og så har vi som team undgået at lægge forhindringer i vejen for intuitionen, der er så vigtig en del af det at få originale ideer inden for forskningen,« siger Oluf Borbye Pedersen.
I forbindelse med modtagelsen af prisen vil Oluf Borbye Pedersen holde en forelæsning ved årsmødet for Scandinavian Society for the Study of Diabetes (SSSD) d. 17 april i Trondheim. Forelæsningen går under titlen ’The Human Intestinal Bacteriome Impacts Host Metabolism’ og handler om de seneste 10 år banebrydende forskning i koblingen mellem tarmbakteriesammensætningen og værtens helbred.
Om Oluf Borbye Pedersen
Oluf Borbye Pedersen er professor og forskningsleder ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet. Han blev uddannet som læge ved Aarhus universitet i 1972 og modtog i den sammenhæng en guldmedalje. I 1983 forsvarede han sin doktordisputats i molekylær biologi, efter han havde uddannet sig til speciallæge i medicin og endokrinologi.
Fra 1989 til 2010 var han overlæge og forskningsleder ved Steno Diabetes Center. Han har desuden i 6 år været formand for Diabetesforeningen, gæsteprofessor i 4 år ved henholdsvis Harvard University i Boston, Peking Union Medical Hospital ogBeijing Genomics Institute, grundlagt Lundbeck Foundation Centre for Applied Medical Genomics in Personalized Disease Prediction, Prevention and Care (LuCamp) og var en af de drivende kræfter i forbindelse med etableringen af Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet. Oluf Borbye Pedersen har modtaget en stribe af internationale hæderspriser og er ridder af øverste grad af Dannebrogordenen.
Om Novo Nordisk Fondens Forelæsning
Novo Nordisk Fondens Forelæsning blev etableret i 1979. Prisen uddeles til en aktiv nordisk videnskabsmand, der har ydet en fremtrædende indsats inden for diabetesforskning eller -behandling. Prismodtageren inviteres til at holde en forelæsning i forbindelse med årskonferencen i Scandinavian Society for the Study of Diabetes.
Prisen er på 600.000 kr., opdelt i 100.000 kr. som en personlig pris, og 500.000 kr. til forskning eller udviklingsarbejde. Beløbet doneres af Novo Nordisk Fonden.
Prisen uddeles af en komite bestående af tre medlemmer fra Novo Nordisk Fondens Komite for Endokrinologi og Metabolisme samt formanden for Scandinavian Society for the Study of Diabetes.
Yderligere information
Oluf Borbye Pedersen, tlf.: 2938 2526, [email protected].
Christian Mostrup, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, [email protected]