Ansøg om midler

Novo Nordisk Prisen 2021 er åbnet for indstillinger

Novo Nordisk Fonden har nu åbnet for indstillinger til Novo Nordisk Prisen 2021. Som noget nyt uddeles prisen fremover for en overvejende europæisk forskningsindsats. Samtidig hæves prisen fra 3 til 5 mio. kr.

Novo Nordisk Fonden har åbnet for indsendelse af forslag til modtagere af Novo Nordisk Prisen.

Prisen uddeles til en aktiv forsker, som har leveret enestående forskning eller teknologiske bidrag, der har fremmet vores forståelse af menneskets sundhed og sygdomme, sygdomsforebyggelse eller diagnosticering og behandling af sygdomme.

For første gang tildeles prisen for en overvejende europæisk forskningsindsats. Tidligere er prisen blevet tildelt for et overvejende dansk bidrag. Fra 2021 hæves prisbeløbet samtidig fra 3 til 5 mio. kr.

Prismodtageren skal have leveret et væsentligt bidrag til biomedicinsk videnskab i Europa. Vedkommende skal være ansat og have et igangværende forskningsprogram ved en offentlig eller non-profit forskningsinstitution i et europæisk land. Prismodtageren kan dog have en hvilken som helst nationalitet, så længe vedkommendes forskningsindsats har fundet sted i Europa.

Fristen for indstillinger til prisen er 19. juni 2020. Foreslå en kandidat hér.

Navnet på modtageren af Novo Nordisk Prisen vil blive offentliggjort i marts 2021.

Novo Nordisk Prisen blev uddelt for første gang i 1963.

Yderligere information

Pernille Julø Risegaard, Senior Manager, +45 3527 6603, [email protected].