Novo Nordisk Fonden kan med glæde annoncere oprettelsen af en ny europæisk forskerpris, Novozymes Prisen. Formålet med prisen er at skabe opmærksomhed omkring bioteknologisk grundforskning og anvendt forskning.
Birgitte Nauntofte, adm. direktør for Novo Nordisk Fonden, siger:
“Novozymes Prisen uddeles for at anerkende fremragende forskningsmæssige eller teknologiske bidrag, der gavner udviklingen af bioteknologisk videnskab til innovative løsninger.”
Novozymes Prisen er på DKK 3 mio. Heraf er DKK 2,5 mio. et beløb til prismodtagerens forskning, mens DKK 0,5 mio. er til prismodtageren personligt. Prisen uddeles for en overvejende europæisk indsats.
ALLE KAN INDSTILLE EN KANDIDAT
Alle kan nominere en kandidat til prisen. Deadline for nominering til Novozymes Prisen 2015 var 30. oktober 2014.
En prismodtager skal være ansat ved en offentlig eller non-profit vidensinstitution i et europæisk land. Der er ingen krav til prismodtagerens nationalitet eller tidligere ansættelsesforhold. Prisen uddeles af en komité nedsat af Novo Nordisk Fonden. Prismodtageren vælges af komiteen på grundlag af modtagne nomineringer.