Novo Nordisk Fonden har lanceret en ny pris rettet mod undervisere på de danske professionshøjskolers pædagoguddannelser. Prisen er blevet oprettet på baggrund af det øgede fokus, der med indførslen af det nye læreplanstema natur, udeliv og science er kommet på naturfaglig formidling til de mindste børn.
Den nye pris sætter fokus på det vigtige arbejde med at uddanne pædagoger, der underviser inden for specialiseringen dagtilbudspædagogik, med et særligt fokus på science pædagogik, matematisk opmærksomhed og bæredygtighed.
Prisen er målrettet undervisere på de danske professionshøjskolers pædagoguddannelser. Undervisere inden for specialiseringen dagtilbudspædagogik med et særligt fokus på science-pædagogik, matematisk opmærksomhed og bæredygtighed kan komme i betragtning til prisen. Den nye pris er en naturlig udvidelse af fondens øvrige undervisningspriser, der blandt andet tæller en pris til naturfagsundervisere på læreruddannelsen.
”Vi er stolte af nu at tilføje en pris til undervisere på pædagoguddannelsen, som er målrettet uddannelsen af pædagoger inden for læreplanstemaet ‘Natur, udeliv og science’. Deres arbejde er med til at lægge grundstenen til børnenes nysgerrighed og interesse for den naturfaglige verden i den helt tidlige alder,” siger Berith Bjørnholm, Senior Vice President, Education & Outreach, Novo Nordisk Fonden.
Om Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen
Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen uddeles årligt. Prisen består af en sum på 250.000 kr. bestående af en personlig hæderspris på 50.000 kr. og 200.000 kr. til professionshøjskolen. Andelen, som tilfalder professionshøjskolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning (fx indkøb af eksperimentelt udstyr, ekskursioner, opgradering af lokaler/inventar eller udviklingsprojekter). Prisen uddeles efter indstilling fra institutionsbestyrelse eller ledelse på den enkelte professionshøjskole.
Yderligere information
Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected]