Gennem 10 år har Emil Sølyst Hjerl været en drivende kraft i den naturfaglige udvikling, som Gribskolen i Græsted har undergået.
Med en passion for naturfagskultur og formidling af naturfagene har den engagerede skolelærer været med til at bringe Gribskolen derhen, hvor en stor del af eleverne vælger at tage en naturvidenskabelig uddannelse efterfølgende. Samtidig har afgangseleverne i dag kommunens laveste frafaldprocent i forhold til videregående uddannelser.
For sin smittende tilgang til undervisning af skoleelever i naturfagene modtager Emil Sølyst Hjerl nu Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2022 øst for Storebælt, og det kan Gribskolens afdelingsleder Michael Jensen, der indstillede Emil Sølyst Hjerl, godt forstå.
»Emil er den type lærer, som eleverne kommer til at kunne huske resten af deres liv. Han har en evne til at gøre undervisningen levende og relevant og favne både dem, der har let ved naturvidenskab eller skolen generelt, og dem, der ikke har det. Og så er han med til at profilere skolen og vores faglighed og skabe nogle rammer, som vi er rigtig stolte af,« siger Michael Jensen.
Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning i grundskolens udskoling. Prisen er delt i to med en prismodtager vest for Storebælt og en prismodtager øst for Storebælt. Med prisen følger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. tilfalder prismodtageren som en personlig hæderspris, mens 200.000 tilfalder skolen.
Læs mere om prisvinderen vest for Storebælt her.
Går altid den ekstra mil
Emil Sølyst Hjerl, der også har en diplomuddannelse i naturvidenskabskultur og er redaktør for Fysikforeningens fagblad, går til arbejdet med eleverne i udskolingen med det formål at give dem gode oplevelser omkring naturvidenskab.
Det kan dreje sig om deltagelse i scienceshows eller at lave udstillinger på lokale træf, hvor ”engineering” er i fokus. Flere af eleverne deltager også i konkurrencer inden for naturfagene.
For at kunne give eleverne de mange muligheder for interessant naturfagsundervisning på Gribskolen har Emil Sølyst Hjerl gennem 10 år lagt mange kræfter i at sikre, at rammerne er på plads. Det betyder blandt andet, at Gribskolen har deres eget robotlaboratorium og veludstyrede naturfagslokaler. Lokalerne er dog i sig selv gamle, og Emil Sølyst Hjerl drømmer om at forny dem med den del af prisen, som tilfalder skolen.
»Det er skolens opgave at sørge for, at hvis eleverne får en god idé til noget, som de gerne vil lave naturfagligt, skal det være muligt. Derfor ser jeg gerne, at vi får givet vores lokaler et løft, så eleverne i endnu højere grad kan se dem selv tage en STEM-uddannelse og arbejde med fagene i fremtiden,« siger han.
Naturvidenskab skal dyrkes i fællesskab
For Emil Sølyst Hjerl er ”hand-on” en vigtig del af arbejdet med at lære unge mennesker glæden ved naturfagene.
Netop glæden ved at lære og den positive tilgang til at få engageret eleverne og kollegaerne er nøglebegreber i Emil Sølyst Hjerls tilgang til undervisningen.
Han fremhæver da også kollegaerne som forudsætning for, at han kan lave den undervisning, som han brænder for, og for at han nu modtager en pris.
»Jeg er meget overrasket og glad over at modtage en pris, men man kan jo ikke opnå det, som jeg har opnået, hvis man ikke har kollegaer og en ledelse, som har lyst til at udvikle sig. Derfor kan jeg binde meget af prisen op på, at jeg er omgivet at mennesker, som er villige til at følge med mig. Naturvidenskab handler nu en gang ikke om sololøb, men om at gøre tingene i fællesskab,« siger Emil Sølyst Hjerl.
Om Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris
Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris er målrettet engagerede og dygtige lærere i fagene fysik/kemi, biologi, geografi og matematik. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning i grundskolens udskoling.
Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris uddeles årligt og er delt i to priser; en til en lærer øst for Storebælt og en til en lærer vest for Storebælt.
Hver pris består af en sum på 250.000 kr. bestående af en personlig hæderspris på 50.000 kr. og 200.000 kr. til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning (for eksempel indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler, ekskursioner eller efteruddannelse).
Prisen uddeles til en lærer efter indstilling fra dennes skoleleder eller skolebestyrelse.
Du kan læse mere om prisen her.
Yderligere information:
Charlotte Druseberg, Grant Manager, Novo Nordisk Fonden, tlf. 3527 6565
Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, tlf. 30674805.