Science-pædagogikken har for alvor taget fat i landets vuggestuer og børnehaver, hvor børnene lærer om alt fra natur og magnetisme til de 17 verdensmål. For at kunne introducere den naturfaglige verden til børnene er der behov for pædagoger, som ikke bare forstår naturfagene, men også er passionerede omkring dem.
Det bliver pædagogerne i den grad på Københavns Professionshøjskole, hvor lektor Søren Krogh Hansen går forrest inden for et område, der måske tidligere har været underprioriteret, men som nu er et naturligt tilvalg for de pædagogstuderende.
For sin evne til at gøre det sansende, oplevende, undrende, erfarende, legende, spørgende, nysgerrige og eksperimenterende til en del af pædagogernes naturlige omgang med landets yngste modtager Søren Krogh Hansen nu Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen 2022.
Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats med at uddanne og kvalificere fremtidige pædagoger, med særlige kompetencer inden for udvikling af læringsmiljøer og pædagogiske forløb med et naturfagligt udgangspunkt.
»Jeg brænder for pædagogikken og natur og udeliv. Det er mit arbejde, som jeg holder af og prøver at koble sammen, og så bliver jeg selvfølgelig glad for, at nogen sætter spot på området ved at give mig en pris. Så må jeg da gøre et eller andet rigtigt i forhold til at inspirere både mine kollegaer og de studerende til at gøre STEM til en del af pædagogernes arbejde,« siger Søren Krogh Hansen.
Med prisen følger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. er en personlig hæderspris, mens 200.000 tilfalder Københavns Professionshøjskole.
Praktiksteder efterspørger STEM-tilgang
Søren Krogh Hansen fortæller, at hans opgave er at gøre science-fagene interessante for de pædagogstuderende, som ofte ikke har haft matematik, fysik og kemi som yndlingsfag. Underviseropgaven er derfor at håndtere en vis ”science-modstand” blandt de pædagogstuderende og gøre emner inden for STEM så spændende, at de studerende har lyst til at arbejde selvstændigt og udviklende med science-pædagogikken senere hen, når de kommer ud i de danske børnehaver og vuggestuer.
Tilgangen til undervisningen er derfor at gribe stofområdet anderledes an end i de pædagogstuderendes tidligere skoleerfaringer med STEM, blandt andet ved at gøre science-undervisningen legende. Det sker bl.a. gennem invitation af eksterne samarbejdspartnere som naturvejledere, geologer, lystfiskere, skoletjeneste, Zoologisk Have, historikere og arkæologer.
Gennem undervisningen viser Søren Krogh Hansen, at de pædagogstuderende ikke skal lave ”skole” i børnehaverne og vuggestuerne, men i stedet gå med på børnenes legende tilgang og medfødte nysgerrighed og sammen undersøge verden omkring dem baseret på 100 år gamle pædagogisk viden og tradition.
»Det betyder enormt meget for det faglige miljø på Professionshøjskolen at have en person som Søren til at udvikle ideer og gå forrest i arbejdet med det her felt. Vi oplever også, at mange praktiksteder efterspørger studerende, der arbejder med STEM, og så er det fedt, at vi er i stand til at uddanne dem,« siger uddannelsesleder på Københavns Professionsskole Kristoffer Kaae Kjærgaard, der indstillede Søren Krogh Hansen til at modtage prisen.
Vil udvikle skolens STEM-miljø
Søren Krogh Hansen har ambitioner om at gøre Københavns Professionshøjskoles campus i Hillerød til et tydeligt STEM-miljø, da campus netop ligger i en forgangskommune for science-pædagogikken.
Derfor har han også planer om at bruge den del af prisen, som tilfalder skolen, på at booste lærings- og legemiljøet omkring STEM. Det vil han bl.a. gøre ved at lave nogle temarullekufferter med materialer, som de studerende kan låne med sig ud i praksis og være med til at udvikle børnehaver og vuggestuer lokalt.
Helt konkret vil Søren Krogh Hansen gerne lave kufferter med temaer som ”Naturfænomen-jagt-kufferten”, ”Ild-vand-jord-luft-kufferten”, ”Kom-i-gang-med science og matematik-kufferten” og ”Arkæologi-kufferten”.
»Og så vil jeg gerne lave noget for mine kollegaer, og det skal være en inspiration til at komme i gang med STEM, men jeg har endnu ikke helt fundet formen,« siger Søren Krogh Hansen.
Om Novo Nordisk Fondens pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen
Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen er målrettet engagerede og dygtige undervisere på pædagoguddannelsen, inden for specialiseringen dagtilbudspædagogik, med et særligt fokus på science pædagogik, matematisk opmærksomhed og bæredygtighed.
Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats med at uddanne og kvalificere fremtidige pædagoger, med særlige kompetencer inden for udvikling af læringsmiljøer og pædagogiske forløb med et naturfagligt udgangspunkt.
Novo Nordisk Fondens Pris til undervisere på pædagoguddannelsen uddeles årligt. Hver pris består af en sum på 250.000 kr. bestående af en personlig hæderspris på 50.000 kr. og 200.000 kr. til professionshøjskolen. Andelen, som tilfalder professionshøjskolen, skal anvendes til udvikling af naturfagligt forløb (for eksempel indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/inventar, ekskursioner eller udviklingsprojekter).
Prisen uddeles til en underviser efter indstilling fra dennes uddannelsesleder, dekan eller rektor.
Læs mere om prisen her.
Yderligere information:
Charlotte Druseberg, Grant Manager, Novo Nordisk Fonden, tlf. 3527 6565
Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, tlf. 30674805.