I 19 år har den belgiske professor og fedmeforsker Ruth Loos bedrevet sin forskning uden for Europa – i de seneste år ved Icahn School of Medicine at Mount Sinai i New York. Hun har haft et tæt samarbejde med forskere fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet i mere end 15 år, og med et Laureate Research Grant fra Novo Nordisk Fonden på 50 mio. kr. over syv år har hun nu grebet muligheden for at flytte sin forskning til Danmark.
Beslutningen om at trække teltpløkkerne op og flytte forskningen til Københavns Universitet og familien til Danmark var på grund af flere forskellige faktorer en let beslutning.
»Jeg har i et sabbatår tidligere arbejdet på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, hvor jeg var omgivet af forskere, der primært fokuserede på fedme og type 2-diabetes. Centret tilbyder et fremragende forskningsmiljø med verdenskendte forskere med ekspertise inden for metabolisme. Så da jeg fik muligheden for at blive en del af dette forskningsmiljø gennem en generøs bevilling fra Novo Nordisk Fonden, slog jeg selvfølgelig til,« fortæller Ruth Loos.
Ruth Loos er den 15. forsker, der modtager et Laureate Research Grant fra Novo Nordisk Fonden. Formålet med bevillingerne er at tiltrække fremragende internationale forskere til Danmark og derved styrke dansk forskning på både kort og langt sigt. Siden 2012 har Novo Nordisk Fonden gennem programmet uddelt i alt 655 mio. kr.
Seneste fedmestudie inkluderer to mio. mennesker
Ruth Loos forklarer, at bevillingen og skiftet til den danske forskningsscene åbner op for nogle unikke forskningsmuligheder. Hendes forskning fokuserer på at identificere de gener, der disponerer udvikling af fedme, og med syv år med forholdsvis ro på den økonomiske bagsmæk kan hun nu både komme meget længere ned i den forskningsmæssige materie, ligesom hun kan favne bredere.
En stor del af Ruth Loos’ forskning de seneste år er gået med at lave gigantiske såkaldte GWAS-studier, hvor hun med sine kollegaer har fundet sammenhænge mellem genetisk variation og risiko for at udvikle fedme.
Hendes seneste studie involverede hele to mio. mennesker, hvor forskerne ikke kun kiggede på den genetiske risiko for at udvikle fedme, men også undersøgte den genetiske faktor i relation til eksempelvis kroppens fedtfordeling og andre fedmerelaterede træk.
»Ved at kende til de involverede gener bag disse træk, sigter vi mod at forstå biologien bag vægtregulering, hvilket kan bidrage til at forbedre retningslinjer for at undgå vægtforøgelse. I nogle tilfælde kan generne være mål for medicin til behandling af fedme,« forklarer Ruth Loos.
Skal lave omfattende forsøg med 1.000 forsøgspersoner
Den belgiske topforsker har allerede kig på forskellige videnskabelige undersøgelser, som hun over de næste syv år vil sætte i søen. Det drejer sig blandt andet om et ambitiøst forsøg, hvor hun vil følge 1.000 personer i 14 dage og meget nøjagtigt måle alt, der har med deres metabolisme at gøre.
Det vil sige, at forskeren og hendes hold over to uger vil holde øje med forsøgspersonernes blodsukker, fysisk aktivitet, indtag af mad, komposition af tarmbakterier osv.
Ved at indsamle denne detaljerede information søger forskerne at identificere mønstre i ændringer i blodsukkeret hos forsøgspersonerne i forbindelse med indtag af fødevarer og fysisk aktivitet og at undersøge, om der er forskel på disse mønstre hos personer, der er tilbøjelige til at tage på og dem, der ikke er.
Den viden kan bidrage til udvikling af mere præcise anbefalinger for bl.a. individers diæt og motion.
»Selvom mit arbejde primært har fokuseret på den genetiske komponent ved fedme, er dette ikke mit eneste interessefelt. Målet over de næste syv år er at identificere de faktorer – genetiske og ikke-genetiske – der gør nogle mennesker mere tilbøjelige til at udvikle overvægt eller udvikle type 2-diabetes, og at bruge denne viden til at forbedre behandling og forebyggelse,« siger Ruth Loos.
Vil hellere opfostre sit barn i Danmark fremfor New York
Muligheden for at flytte til Danmark var også attraktivt for Ruth Loos på et personligt plan, da det bringer hende tættere på sin familie i Belgien. Desuden er hun med sin kone lige blevet mor til en nu få mdr. gammel søn.
»I vores optik er klart mere attraktivt at opfostre et barn i Danmark end i New York City,« siger hun.
Om Laureate Research Grants
De syvårige Laureate Research Grants-bevillinger gives til fremragende internationale forskere, som ønsker at etablere en forskergruppe i Danmark. Hver bevilling gives som en rammebevilling omfattende projektdrift, løn og forskningsapparatur på op til 50 mio. kr. over syv år. Bevillingerne kan eventuelt forlænges i yderligere syv år efter fornyet ansøgning og evaluering i projektets sjette år.
Yderligere information
Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected]