Tine Tipsmark fra Børn og Miljø, Skovvej i Gentofte modtager Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris 2023 Øst for sin undersøgende tilgang til natur og naturvidenskab for vuggestuebørn.
Når vuggestuebørnene på institutionen Børn og Miljø, Skovvej i Gentofte tager på tur, er det ikke bare for at komme ud i den friske luft.
Med på turen hver eneste dag året rundt er pædagog Tine Tipsmark, som er af den holdning, at naturen er det bedste læringsrum for børn, og at det skal udnyttes til at vise børnene, hvor fantastisk naturens verden er, hvis bare man er lidt nysgerrig på den.
Med Tine Tipsmark som pædagog lærer børnene, hvad deres egen plads er i verden, og så får de en kærlighed til naturen og det levende, og den kærlighed varer forhåbentlig ved resten af livet.
For sit dybe engagement i at bringe børn og natur sammen modtager Tine Tipsmark nu Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris 2023 Øst.
»Først og fremmest synes jeg, at det er helt vildt stort, at min leder har valgt at nominere mig til prisen. Den største anerkendelse er, at dem, som ser mit arbejde med børnene, synes, at jeg gør det så godt, at jeg fortjener et skulderklap. At jeg så modtager prisen, er jo bare vildt,« siger Tine Tipsmark.
Med prisen følger 150.000 kr., hvoraf de 50.000 kr. er en personlig pris, mens resten af beløbet går til Børn og Miljø, Skovvej til udvikling af det pædagogiske arbejde med det naturfaglige læreplanstema.
»Formålet med den Naturtematiske Pædagogpris er at fejre og anerkende det inspirerende og forskelligartede pædagogiske arbejde, som fastholder og styrker børns medfødte nysgerrighed for naturen, inden de starter i skole. Tine Tipsmark modtager prisen for hendes undersøgende tilgang til natur og naturvidenskab for vuggestuebørn og hendes eminente evne til at formidle og videndele sine metoder med andre pædagoger,« siger Senior Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden Berith Bjørnholm.
Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris er opdelt i to priser, én til en pædagog vest for Storebælt og én til en pædagog øst for Storebælt. Du kan læse mere om prismodtageren vest for Storebælt her.
Naturen er det bedste læringsrum
Tine Tipsmark har en undersøgende tilgang til sit arbejde og naturen, og det er det, som vuggestuebørnene i Børn og Miljø, Skovvej drager fordel af. Hun synes selv, at naturen er det bedste læringsrum for børnene, og derfor bliver alle dage på året tilbragt i naturen, om det så sner, blæser, regner eller alle tre ting på én gang.
Tine Tipsmark fortæller, at hun i sit arbejde har meget stort fokus på sammen med børnene at skabe fortællinger om naturen, så de lærer, hvordan for eksempel et agern bliver til et træ, eller hvordan en larve bliver til en sommerfugl.
Når hun spørger børnene, hvordan de tror, at der kommer blade på træerne, begynder de at samle dem op fra jorden og sætte dem på grenene, men så viser hun dem, hvordan de spirende skud faktisk indeholder det, som senere på foråret bliver til et blad.
»Deres egen nysgerrighed er guld værd, og skoven appellerer til at være nysgerrig. Når børn er nysgerrige, lærer de ikke bare noget om omgivelserne – de lærer også noget om sig selv, og det er også meget værd,« siger Tine Tipsmark.
Med prisen fra Novo Nordisk Fonden følger en pose penge til Børn og Natur, Skovvej, og Tine Tipsmark har et håb om, hvad i hvert fald nogle af pengene kan bruges til.
»Vi er i gang med at udvikle et sanse- og science-rum i institutionen, og der kan i hvert fald nogle af pengene godt bruges, så vi kan købe forskellige ting til at undersøge naturen. Derudover trænger vi til nogle nye cykler, til når vi tager på tur i naturen,« siger hun.
Om Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris
Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris er målrettet engagerede og dygtige pædagoger, der i daginstitutioner giver børn positive oplevelser med natur, tal og teknologi.
Prisen består af en sum på 150.000 kr., hvoraf 50.000 kr. er en personlig pris, og institutionen modtager de øvrige 100.000 kr. Institutionens andel skal anvendes til udvikling af det pædagogiske arbejde med det naturfaglige læreplanstema, for eksempel indkøb af udstyr til teknik- eller naturundersøgelser, opgradering af lokaler/udeområde eller efteruddannelse.
Prisen uddeles til en pædagog eller et team efter indstilling fra lederen.
Du kan læse mere om prisen her.