Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden øger sit fokus på forskningstalenter

Antallet af unge forskere, der modtager støtte fra Novo Nordisk Fonden, er steget markant. Det øgede fokus på forskningstalenter giver både gode udviklingsmuligheder for yngre danske forskere og giver universiteterne bedre mulighed for at rekruttere internationale talenter.

I 2019 modtog knap 4.100 personer støtte til forskningsrelateret arbejde gennem Novo Nordisk Fonden. Af dem var godt 2.300 personer unge forskere. Det er en stigning på mere end 1.000 personer fra 2018.

Gruppen af unge forskere dækker ph.d.-studerende, postdocs og adjunkter, og mens denne gruppe i 2018 udgjorde 47 pct. af de personer, der fik støttet deres forskning via fonden, var andelen steget til 58 pct. i 2019.

Det viser en ny analyse, som måler effekter af forskningsprojekter, fonden har ydet støtte til.

Novo Nordisk Fonden har de seneste år oprettet flere programmer, som er målrettet unge forskere inden for forskellige forskningsområder. Flere af programmerne har endnu ikke været uddelt, hvilket betyder, at der i de kommende år vil komme endnu større fokus på de yngre generationer af forskere.

”Det er en vigtig prioritet for Novo Nordisk Fonden at støtte forskere, som er i begyndelsen af deres karriere, fordi denne gruppe i høj grad bidrager med en kreativitet og energi, der kan give nye perspektiver på forskningen. Vi har inden for de seneste år søsat en række initiativer, som er målrettet netop de yngre forskere, og det glæder mig, at dette fokus er begyndt at afspejle sig i vores forskningsstøtte,” forklarer Thomas Alslev Christensen, Senior Vice President, Impact, Novo Nordisk Fonden.

Talentopdyrkning lokalt og rekruttering internationalt
Novo Nordisk Fonden støtter både danske forskere og internationale forskere, som ønsker at starte en forskningsgruppe eller indlede deres ph.d.-studier i Danmark. Det giver mulighed for at dyrke såvel den lokale talentopdyrkning som at rekruttere internationale forskningstalenter på et tidligt stadie i deres karriere.

”En god blanding af lokal talentopdyrkelse og ny inspiration udefra er med til at udvikle Danmarks i forvejen stærke offentlige forskningssektor. Forskning baserer sig i høj grad på internationalt samarbejde, og ved at give de yngre forskere mulighed for øget mobilitet, kan vi hjælpe med at skabe bedre vilkår for nye gennembrud inden for områder, der er afgørende for blandt andet sundhed, sygdomsbekæmpelse og bæredygtighed,” siger Thomas Alslev Christensen.

Novo Nordisk Fondens forskningsprogrammer målrettet yngre forskere:

Research Leader Programme – Emerging Investigator. Programmet er målrettet unge, lovende forskningsledere, der skal til eller er i gang med at etablere deres forskningsgruppe og egen forskningsprofil. Der kan ansøges om op til 10 mio. kr. per projekt inden for følgende forskningsområder:

New Exploratory Research and Discovery – NERD. Programmet kan søges af forskere inden for naturvidenskabelig og teknisk forskning på alle niveauer, så længe de har opnået en ph.d.-grad. Der kan ansøges om op til 14 mio. kr. per projekt i en periode over 7 år.

Investigator Grant i Kunsthistorisk Forskning. Programmet kan søges af forskere på postdoc-, seniorforsker-, adjunkt-, lektor- eller professorniveau. Der kan ansøges om op til 4 mio. kr. per projekt.

NNF Young Investigator Award. Programmet kan søges af yngre, internationale forskere inden for biomedicin eller bioteknologi, der ønsker at komme til Danmark for at forske. Der kan ansøges om op til 25 mio. kr. per projekt.

Ph.d.-stipendier:

Postdoc-stipendier:

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, [email protected]