Ansøg om midler

Regenerativ medicin er nu en eksplicit del af fondens sundhedsstrategi: “Det er os, der kan tage chancer”

Forbedring af menneskers sundhed har været centralt for Novo Nordisk Fonden siden begyndelsen. Nu, et århundrede senere, er det stadig en vigtig del af vores arbejde og udvikler sig i takt med, at vi forholder os til videnskabelige fremskridt og skiftende behov rundt om i verden.

Senest er vi begyndt at støtte forskning og innovation inden for regenerativ medicin, som har til formål at etablere eller gendanne normal funktion i beskadigede celler, væv eller organer. Vi har derfor besluttet at gøre fremmelsen og anvendelsen af regenerativ medicin, især stamcellebaseret behandling, til en eksplicit del af vores strategi – et tema under “sundhed”.

Vi har desuden ændret den måde, vi beskriver vores arbejde med infektionssygdomme på. Vi fokuserer ikke længere på pandemier, men har et bredere perspektiv.

I dette interview fortæller CEO Mads Krogsgaard Thomsen om baggrunden for ændringerne.

Hvorfor er regenerativ medicin nu et undertema i fondens strategi?

Regenerativ medicin er ikke noget nyt for fonden, men vi har haft øget fokus på dette område i de senere år. Det er derfor naturligt nu at gøre det til en eksplicit del af vores strategi.

I Danmark har vi set, at miljøet inden for stamcelleforskning er blevet mere modent, fra primært at være grundforskning og spændende publikationer til noget, der har potentiale til at helbrede mennesker med kroniske sygdomme som Parkinsons sygdom, hjertesvigt, diabetes og svær kombineret immundefekt (SCID eller “bubble baby” sygdom).

Men dette potentiale kan kun realiseres med finansiering. Og det er ikke ofte, at man ser andre fonde give bevillinger på dette område, fordi det er dyrt, det er langsigtet, og det er risikabelt. Det er os, der kan tage chancer i forhold til mere risikofyldte og langsigtede projekter, hvis de eventuelt kan være med til at helbrede sygdomme.

Hvis dette virker, vil vi 10 år fra nu muligvis kunne helbrede Parkinsons sygdom eller give mennesker med hjertesvigt 10 år eller mere at leve i, efter de er blevet diagnosticeret, i stedet for blot tre eller fire år.

Hvilken indsats gør fonden allerede på dette område, og hvad er fremtidsplanerne?

Vi startede i 2011 med at etablere og finansiere DanStem, et internationalt forskningscenter på Københavns Universitet, der beskæftiger sig med grundlæggende spørgsmål inden for stamcelle- og udviklingsbiologi. Ti år senere lancerede vi et internationalt partnerskab mellem institutioner i Danmark, Holland og Australien med henblik på at udføre banebrydende stamcelleforskning og translationel videnskab – Novo Nordisk Foundation Center for Stem Cell Medicine, eller reNEW. De forskere, der er involveret i dette, er allerede nu klar til at opstarte to kliniske forsøg med henblik på behandling af hhv. Parkinsons sygdom og SCID.

Vi har dog for nylig indset, at hvis miljøet skal blomstre, har vi brug for et anlæg, der kan fremstille cellebehandlinger i stor skala og i henhold til de krævede sikkerhedsstandarder – derfor har vi oprettet Novo Nordisk Foundation Cellerator.

Det er også spændende, at flere virksomheder på stamcelleområdet er blevet udskilt fra BioInnovation Institute, der selv er et spin-out af fonden.

Så vi støtter virkelig hele processen, fra grundforskning til behandling. Og der vil komme flere bevillinger. Et af de områder, vi ser på, er hvordan vi kan støtte uddannelse og undervisning i Danmark inden for både biologi og teknologi.

Tidligere havde kardiometaboliske sygdomme to undertemaer, og nu er der kun et. Betyder det, at fonden vil give færre bevillinger på dette område?

Overhovedet ikke. Vi investerer lige så meget, som vi altid har gjort – hvis ikke mere – for at hjælpe med at forbedre livet for mennesker med kardiometaboliske sygdomme, som på verdensplan er det, flest dør af. Det vi har gjort, er at sætte forebyggelse, diagnosticering og behandling under samme overskrift i stedet for at opdele dem, hvilket giver god mening, da de alle er forbundet.

Fonden taler nu mindre om at forberede sig på pandemier og mere om endemiske sygdomme. Hvorfor denne ændring?

Pandemier var det, der fyldte mest, da vi udarbejdede strategien i 2021. Men faktisk er de ret sjældne. I årene mellem pandemier er det andre sygdomme, der slår mennesker ihjel, hvoraf mange er endemiske (konstant til stede i visse regioner).

Nogle af disse, såsom influenza, har pandemisk potentiale, og vi fortsætter med at hjælpe verden med at forberede sig på sådanne begivenheder gennem Pandemic Antiviral Discovery-initiativet i samarbejde med Gates Foundation og Open Philanthropy.

Et andet eksempel er tuberkulose, som ikke vil nå pandemiske proportioner, men stadig tager livet af 1,6 millioner mennesker hvert år, et tal der er stigende. Det er et af de patogener, vi vil sætte fokus på som led i Novo Nordisk Foundation Initiative for Vaccines and Immunity sammen med Københavns Universitet og Statens Serum Institut, hvor målet er at udvikle viden og vacciner, der kan hjælpe os med at forebygge infektioner og spredning af luftvejssygdomme.

Hvor passer “mindske ulighed i sundhed” ind i alt dette?

Desværre er der nok ikke noget område inden for sundhed, hvor ulighed ikke er et problem. Her i Danmark ser vi, at mennesker med færre ressourcer har større risiko for at udvikle kardiometaboliske sygdomme, mens mennesker med færrest ressourcer i lavindkomstlande har større risiko for at dø af en smitsom sygdom eller udvikle lægemiddelresistens.

Og det rækker endnu videre. Hvis du er pige i nogle lande, har du måske ikke mulighed for at gå i skole og få et nærende måltid hver dag finansieret af os eller andre, og du vil derfor stå dårligere i forhold til at bekæmpe tuberkulose eller malaria.

Vi integrerer derfor reduktion af ulighed inden for sundhed i den måde, vi tænker og arbejder på i mange af vores projekter og initiativer – ikke kun på sundhedsområdet, men også på tværs af vores arbejde inden for det humanitære område og fødevaresystemer.

Yderligere information

Judith Vonberg
Communications Specialist
+45 4172 7925 [email protected]